Jeg har lige set en udsendelse på en times tid om den kæmpe tsunami, der ramte det Indiske Ocean i 2004.
For s.... da!
Jeg vidste godt det var en kæmpe katastrofe. Kæmpe! Men at se en hel udsendelse, hvor man følger de mennesker, der var i landet før, under og efter tsunamien - det er dybt, dybt, dybt bevægende. Jeg græd af hjertet halvdelen af tiden. Det var jo forfærdeligt. Ord er bare slet ikke nok til at beskrive noget så ... overvældende.
En detalje: Fiskene forsvandt inden det hele gik løs. De vidste, noget var på vej. Hvad gjorde menneskene? De blev stående og kiggede nysgerrigt ud i horisonten. Ingen havde nogen fornemmelse af hvilken katastrofe de stod overfor. Hvordan kan fisk have så stærk en viden, når mennesker ingen har?
Eller... dvs. en teenager havde haft 7 drømme før ulykken indtraf, og han blev ved med at sige, at noget virkeligt forfærdeligt var på vej - men ingen tog det helt alvorligt. I hvert fald ikke alvorligt nok til at smutte væk i tide.
Men hvorfor skriver jeg om det her på Frejas stemme?
Hvad der sker i det ydre, sker også i det indre. Og selvom det var hårdt at se de private videooptagelser, var jeg fuldstændigt draget af det. Som om det vedkommer mig lige netop her og nu.
Mens og efter jeg så udsendelsen oplevede jeg det som om jeg selv var der. Som om jeg kunne mærke vandmassernes tryk. Som om jeg selv blev revet med af vandet - og som om jeg selv så verden blive revet væk under fødderne på mig. Som om jeg selv rakte hånden ud for at hjælpe det ældre ægtepar, der ikke magtede strømmen og blev revet bort en meter fra mig. Som om jeg mistede alt liv på et knips med fingrene. Som om al verdens sorg gik igennem mig.
Ikke konkret. Men i indre liv. Som om mit eget indre blev vasket igennem på den mest effektive måde. Som om min psyke i den grad blev endevendt og kastet rundt og rundt - og i sidste ende blev revet med ud i havet igen, hvor det hele faldt til ro - og fiskene vendte tilbage. Som om en bølge af natur rystede min grundvold og efterlod mig tømt for alt. Med kun ét tilbage: Det ene liv jeg har.
Hvor er det sårbart. Og hvor er det ufatteligt dualistisk, at vi det ene øjeblik har alt at leve for - et liv hvor alt er fyldt med mening - for at risikere at miste alt på et splitsekund.
Men hvor skal vi rette blikket hen? Hvor førte mine følelser mig hen i den rutsjetur jeg lige har fået?
En retning er ulykken. Tabet. Sorgen. Meningsløsheden. Døden.
En anden retning er overlevelsen. Livet. En mulighed for at se alting i et helt andet perspektiv - at virkeligt værdsætte det liv man har.
Alt i alt tror jeg vi er nødt til at integrere de to. For ulykken er uundgåelig. Sorg, tab og fiasko er uundgåelig. Men livet, glæden og friheden er også uundgåelig.
Med ønsket om at vi alle må forstå og acceptere, at lidelse og livsglæde er to sider af samme sag.
Livet er det hele.
